Refugiet Ørslev Kloster har gennem mere end tyve år udviklet sig til mit andet hjem, når det gælder arbejdsro og fordybelse. Mange af mine tekster har jeg skrevet ’under det kreative hvælv’. I krimien ’En sidste hilsen’ og sonetkransen ’Ørslev Kloster’ spiller klosteret hovedrollen.
Men al begyndelse er svær, og i denne tidlige tekst fra ca. 2006 fortæller jeg sandfærdigt om en skelsættende oplevelse under mit allerførste ophold.
Den Grå Dame
– Jürgen Klahn –
Første gang jeg ankom på arbejdsrefugiet Ørslev, havde klosterforvalteren, Tove, på forhånd beklaget sit fravær, men en af de mere stedvante gæster, G., var så venlig at vise mig rundt på de lange gange – på østfløjens barokstuer, sydfløjens minimalistiske køkken og vestfløjens ledige værelser, hvor de tykke hvide mure emmede af 800 års historie som både nonnekloster og herregård.
Hendes praktiske oplysninger glemte jeg hurtigt. Koden til det trådløse internet, nøglerne til kirken og tennisbanen, opvaskemaskinens funktioner? Mit sind havde kun den ene dagsorden: at slippe for verdens hast og larm.
Jeg var kommet for at færdiggøre en historie, der havde drillet, og refugiets ensomhed lovede godt, for stille var der. Når man først havde trukket sig tilbage på sin private studiecelle, blev der aldrig banket på.
Én efter én mødte jeg alligevel mine værelsesnaboer: en digter, en maler, en musiker. Foran kaminstuens pejs viste de sig hver især at være belevne fortællere, når jeg spurgte om deres liv og værk og tilknytning til klosteret, og somme tider uden at jeg spurgte.
Om det lokale spøgelse fortalte G. mig først en eftermiddag, vi sad i køkkenet sammen med hver sin kop neskaffe. ”Den Grå Dame hedder hun.”
G., der var en livlig kvinde omkring de tres, havde levende øjne og let til smil. ”En stakkels nonne, der kom galt af sted og nu går hvileløst igen.” Hun varmede hænderne om sin kop.
Vinden havde skiftet, kølig træk hvirvlede ind gennem sprækkerne fra sprossevinduet, og vores gennemsigtige spejlbilleder i ruderne kunne selv have været genfærd. Mit nakkehår prikkede.
”Men ellers er hun fredelig nok?” spurgte jeg som for sjov. ”Den Grå Dame?”
G. krøb længere ind i sin tykke trøje. ”Så vidt jeg hører, skaber hun bare lidt gys, du ved. Prikker folk i nakken og sender gåsehud ned ad deres ryg med et koldt pust.”
Lige da jeg lo hjerteligt, sendte et koldt pust noget gåsehud ned ad min ryg.
Så livagtig fantasien bliver, når den rette historie kommer i hænderne på et skabende talent, tænkte jeg på vej tilbage til mit ensomme skrivebord, hvor computeren ventede på at blive fyldt med levende karakterer, skarpe plots og neglebidende cliffhængere.
Stormen susede, og mine skridt genlød mod stengulvet. Hørte jeg en nøgle klirre? En dør knirke? Eller var det loftsplankerne?
*
”Går det godt med skriveriet?” spurgte Tove mig nogle dage senere, da hun var tilbage på klosteret.
”Jeg er flittig,” berettede jeg, ”men sammenlignet med de andre gæster kan jeg blive helt misundelig. Nogle af dem har virkelig ordet i deres magt! G. fik mig helt til at gyse med sine historier om Den Grå Dame.”
Tove rystede på hovedet. ”Hvem er G.?”
”Hende i den strikkede trøje, der skriver på sine erindringer,” svarede jeg lidt overbærende. Tove havde nok at se til og kunne sikkert ikke huske os alle ved navn.
Derimod var hendes interesse vakt. ”Fik hun dit nakkehår til at prikke?”
”Hvordan kan du vide ...?”
”Hvorefter et koldt pust sendte gåsehud ned ad din ryg?”
Koldt, ja. Lige som nu.
Tove bøjede sig frem. Hendes øjne gnistrede. ”Kan du huske farven på G.’s trøje?”
Gåsehuden løb ned ad min ryg.